I april 2009 besökte Sven och Pontus Ljungberg Karl-Otto Hedals hem i Traryd några mil söder om Ljungby. Inbjudna av filmregissören Henning Carlsen kom de för att se på Karl-Otto Hedals målningar i Länsmansgården Skafta, som trots närvaron av E4an fortfarande är en orörd idyll i utkanten av Traryd. Här hade Hedal målat sedan 1962, men aldrig gjort någon utställning. Han försörjde sig som scenograf och restauratör av kalkmåleri men det egna måleriet var för honom en ständigt pågående process och nödvändighet. Henning Carlsen ansåg att denna målarskatt måste visas. Det var uppenbart att av detta rika material kunde bli en vacker och spännande utställning och en presentation av en livslång målargärning. I augusti 2011 återvände Pontus Ljungberg och Henning Carlsen till Skafta, nu tillsammans med Troels Malthe Borch, museumsinspektör på Johannes Larsen Museet, för att göra ett urval.
Utställningen Karl-Otto Hedal – en dansk konstnär i Småland är ett samarbete mellan Johannes Larsen Museet och Ljungbergmuseet och det tredje samarbetet mellan de två museerna .
Ett varmt tack till Henning Carlsen som gjort oss uppmärksamma på Karl-Otto Hedal och tillsammans med Hedals dotter och son, Bodil och Kåre Hedal, möjliggjort denna utställning.
Tack till Ny Calsbergsfonden och Fondet for dansk-svensk samarbejde för ekonomiskt stöd.
Till utställningen utkom en liten bok på Almlöfs om Karl Otto Hedal med text av regissören Henning Carlsen.
Karl-Otto Hedal (1921-2006)
Karl-Otto Hedal var ganske enkelt et menneske, jeg er lykkelig for at have kendt, et menneske hvis venskab jeg til stadighed tænker på med glæde og taknemmelighed.
Han blev som ung uddannet skiltemaler, men viste tidligt både talent og trang til at beskæftige sig med mere poetiske kreativiteter, både som udøvende tegner og maler, og som dyrker og kender af navnlig nordisk malerkunst. Hvad han ikke vidste om de norske bondemalere, var ikke værd at vide.
Under krigen og den tyske besættelse af Danmark var der ikke meget brug for en skiltemaler, da der ikke var ret mange varer at reklamere for. Den danske hær var opløst efter 23. August 1943, så Karl-Otto aftjente sin værnepligt som ”føl” hos politiet, hvor hans far var tjenestemand. Betegnelsen ”føl” dækkede de ung-betjente, som på patruljeringer skulle ”føl”-ges med mere erfarne professionelle politifolk. Den 19. September 1944 havde Karl-Otto fri, da der om formiddagen lød en luftalarm, som skulle vise sig at være falsk. Den tjente kun til at gøre det muligt for tyskerne at indfange størstedelen af det danske politikorps, der jo blev oppe i gaderne mens civilbefolkningen gik i kældrene. Karl-Otto’s far var blandt de arresterede og skulle deporteres til Tyskland, men han var syg og ville næppe overleve de ventende strabadser. Ifølge egen beretning cyklede Karl-Otto resolut ud til Langelinie, hvorfra udskibningen til Tyskland skulle foregå, og henvendte sig til den tyske officer han skønnede så venligst og mest intelligent ud. Han fortalte officeren, at ”den ældre betjent der står derhenne, det er min far. Han er syg og svagelig. Jeg er også politibetjent, men jeg er ikke blevet arresteret fordi jeg har fri idag. Kan jeg få lov til at bytte plads med min far?” Det fik han.
Men de oplevelser, han i de følgende seks måneder kom ud for, var så onde og grusomme at han først 47 år senere kunne tage hul på dem. Han begyndte med at fortælle, at han kun overlevede sit ophold i Buchenwald ved at indlede hver dag med et krus harsk torskelevertran fra en tønde, som Røde Kors havde sendt til lejren. Han slap helskindet hjem med Grev Bernadotte’s hvide busser i april 45, men mærket for livet af hvad han havde set. Det behøver jeg ikke gå i detaljer med her, for det lignede fortvivlende meget de billeder, vi alle har set fra Tyskland i den periode.
Karl-Otto var et humoristisk og beskedent menneske, der absolut var bevidst om sine billeders kvalitet. Selvpromotion var for ham en by i Rusland. Udstille – endsige sælge – billederne var han simpelthen ikke meget for. Han tog hellere beslægtede jobs som stilsikker og højt skattet scenograf på danske spillefilm, eller ti år som chef på Stadsteaterets malersal i Stockholm. Han var iøvrigt specialist i at få træbænke til at se ud som om de var af marmor, og i mange år restaurerede han kirker i Småland. I den landsdel slog han sig i 1964 ned på en ødegård, og der indrettede han og Inga – i fællig kaldet Karl-Inga – deres smukke hjem, et varmt og gæstfrit samlingssted for familien og de mange venner. I denne idyl er de fleste af hans billeder blevet til. Man må tro, at hans valg af motiver – skov og blomster for det meste på egen grund – var bestemt af et umætteligt behov for at fortrænge, hvad han havde oplevet i Buchenwald. Ser man godt efter, kan man på mange af billederne fornemme, at det må være sådan. Der er kun ganske få billeder med levende væsener på. Han betroede mig, at han havde planer om at male et triptykon med et felt for livet før Buchenwald, et for Buchenwald og et for livet efter Buchenwald. Men han fik aldrig gjort det.
En dag stod jeg ved siden af maleren Carl-Henning Pedersen, mens han fordybede sig i et af Karl-Otto Hedal’s billeder af en lysende, gul skov. Længe stod Carl-Henning tavs foran billedet. Så kom det: ”Man kan se, at det er en stor maler, der har malet det billede.”
Så snart jeg kunne, ringede jeg til Karl-Otto oppe i Småland og fortalte ham, hvad Carl-Henning havde sagt.
”Det ved jeg da godt”, var hans svar. Så derfor laver vi nu denne udstilling.
Henning Carlsen(dansk filmregissör och vän till Hedal)